Podcasts by Category

Tæt på retsmedicin

Tæt på retsmedicin

Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet

Få et unikt indblik i retsmedicinernes arbejdsmetoder og overvejelser. Krimigenrens film og romaner giver ofte et unuanceret billede af den opgave, retsmedicinerne udfører for politiet. I denne podcastserie får du den ægte vare med eksakte fakta fortalt af medarbejderne fra Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet.

10 - Undersøgelse af børn udsat for vold eller sexovergreb
0:00 / 0:00
1x
  • 10 - Undersøgelse af børn udsat for vold eller sexovergreb

    Nogle gange opstår mistanken om vold eller sexovergreb mod et barn  hos pædagogerne i børnehaven eller hos sygehuspersonalet, hvis barnet er indlagt på en børneafdeling. For større børn kan erindringen om et sexovergreb i barndommen dukke op, når de bliver teenagere. Mistanken vil ofte føre til, at politiet beder om en retsmedicinsk undersøgelse af barnet.
    I de fleste tilfælde vil undersøgelsen finde sted på Center for Børn udsat for Overgreb (CBO), der ligger få skridt fra Institut for Retsmedicin i lokaler på Aarhus Universitetshospital i Skejby. I alt bliver cirka 70 børn årligt undersøgt af retsmedicinere fra Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet.
    Undersøgelsen kræver, at barnet skal klædes af, og i sager om muligt sexovergreb skal barnet  undersøges på kroppens mest intime steder. Undersøgelsen gennemføres i tæt samarbejde med barnet og kræver stor varsomhed hos retsmedicineren og den specialuddannede børnesygeplejerske, der udfører den.
    Medvirkende: Retsmediciner og vicestatsobducent Ole Ingemann Hansen, børnesygeplejerske Anette Løvstad.
    Tilrettelæggelse: Jakob Kehlet.

    Fri, 29 Jan 2021
  • 9 - At åbne et lig kræver håndelag

    Syv til ti gange om ugen afleverer rustvognene en afdød, der skal obduceres på Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet. Det er instituttets tre retsmedicinske teknikere, der tager imod liget og følger det gennem processen fra CT-skanning, obduktion til aflevering hos bedemanden.
    Karsten Mildahl Nielsen er egentlig uddannet maskinarbejder, men har arbejdet på Institut for Retsmedicin i 24 år i et job, der adskiller sig en hel del fra andre maskinarbejderes. I podcasten giver han et indblik i, hvordan han åbner et lig, og hvordan han syr kroppen sammen igen efter indgrebet, så personen fremstår så pæn som muligt.
    Han fortæller også om sine oplevelser i Kosovo, hvor han var med til at obducere krigsofre i det fri, mens familiemedlemmer til de afdøde kiggede på.
    Medvirkende: Retsmedicinsk tekniker Karsten Mildahl Nielsen.
    Tilrettelæggelse: Jakob Kehlet.

    Fri, 29 Jan 2021
  • 8 - Knogler i skovbunden

    Stammer knoglen mon fra et dyr eller et menneske? Usikkerheden om, hvad det er for en knogle, danske friluftsmennesker sparker op af skovbunden eller finder i strandkanten, fører ofte til, at de indleverer fundet til politiet, som sender knoglerne videre  til undersøgelse hos retsantropologerne på Institut for Retsmedicin i Aarhus. For det meste er der tale om dyreknogler, men i visse tilfælde drejer det sig om menneskeknogler, og hvis det er tilfældet, er det retsantropologens arbejde at finde ud af historien bag: Hvor lang tid siden er det at personen døde, og viser knoglerne mon tegn på, at der ligger en forbrydelse bag?
    Medvirkende: Retsantropolog Eva Forsum
    Tilrettelæggelse: Jakob Kehlet

    Fri, 08 Jan 2021
  • 7 - Misbrugsstoffernes kemiske fingeraftryk

    Mikroskopiske urenheder i kokain og amfetamin afslører, hvordan og i visse tilfælde også hvor stofferne er produceret. Retskemikere på Institut for Retsmedicin er eksperter i afsløre de to stoftypers oprindelse, og deres undersøgelser kan være med til at afsløre stoffernes  vandring fra kokainbondens mark til salgsposen, der sælges på det danske misbrugsmarked. Stoffernes kemiske fingeraftryk hjælper politiet med at kortlægge smuglerruter og kan være med til at knytte en mistænkt narkohandler til et beslaglagt parti narkotika.
    Medvirkende: Institutleder og retskemiker Christian Lindholst, politikommissær og efterforskningsleder ved Østjyllands Politi Jesper Jørgensen.
    Tilrettelæggelse: Jakob Kehlet.

    Fri, 08 Jan 2021
  • 6 - Død efter forgiftning

    Ved hver eneste obduktion, tager retsmedicinerne prøver fra de afdødes organer og kropsvæsker, og i ni ud af ti tilfælde bliver prøverne sendt til retskemisk analyse. Formålet er at undersøge, om den afdøde har været påvirket af et stof, og om dødsårsagen skyldes forgiftning med stoffet.
    Medvirkende: Læge Charlotte Uggerhøj Andersen, seniorforsker Jørgen Bo Hasselstrøm.
    Tilrettelæggelse: Jakob Kehlet.

    Fri, 08 Jan 2021
Show More Episodes